Musikterapeuter i Psykiatrien

MIP (Musikterapeuter i Psykiatrien) er en landsdækkende faglig netværks- og udviklingsgruppe af Musikterapeuter i Psykiatrien. Netværket blev dannet i 1998 på initiativ af Inge Nygaard Pedersen i forbindelse med etableringen af Musikterapiklinikken på Aalborg Psykiatriske Sygehus.

I MIP-netværket deltager som udgangspunkt kandidater i musikterapi, der er medlemmer af MTL, og er ansat i en stilling som musikterapeut i psykiatrien eller forsker i musikterapi i psykiatrien.

Netværkets medlemmer mødes 2 gange årligt og efter behov i mindre lokale grupper. Det musikterapeutiske arbejde i psykiatrien er beskrevet og dokumenteret i årsskriftserien "Musikterapi i psykiatrien".

MIP omfattede i starten musikterapeuter der arbejdede indenfor hospitalspsykiatrien og kaldte sig derfor for MIHP, Musikterapeuter i HospitalsPsykiatrien. Gruppen mødtes 4 gange årligt for at udveksle erfaringer omkring metodeudvikling, samarbejdsrelationer, assessment og forskning. Siden har gruppen, i takt med at flere musikterapeuter er blevet ansat indenfor flere grene af psykiatrien, udvidet medlemsfeltet til at dække musikterapeuter der arbejder indenfor voksen, børne-/ungdoms-, rets-, social- og gerontopsykiatrien.